Lyse Nætter

Dette års festivaløl, Lyse Nætter, er en frisk pale ale på 5,3% med noter af sødmefyldt solskin, frisk appelsinskal og dybe toner af rooibos. Øllen er udarbejdet i samarbejde med bryggerierne Alefarm Brewing og BrygBrygBryg, samt med kyndig vejledning fra Menys Øllaug - og så har øllen faktisk fået sin egen sang med titlen Bright Nights, komponeret af Bjarke & The Beerbellys, som du blandt andet kan møde på ØlTorvet.

Du kan finde Lyse Nætter på hylderne i Meny fra den 29. april, hvor den er månedens øl i hele maj. Derudover kan du selvfølgelig også smage festivaløllen på ØlTorvet 2022 den 13. - 14. maj.

Alefarm Brewing er et familiedrevet bryggeri, der gik fra idé til realitet i 2015, da Kasper og hustruen Britt startede en drøm og lavede deres første spontanfermenteret øl. I 2018 rykkede de kedlerne til Greve, hvorfra alle deres øl produceres i dag - og det er også her, at vi sammen har haft fornøjelsen af at brygge Lyse Nætter.

BrygBrygBryg udgøres af to seje brygmestrer, der hedder Mikkel og Kenneth. De holder til i Skovlunde og er venner siden folkeskolen, men det var en fælles passion for både surdej og fermentering, der efterfølgende skulle bane vejen for et vidunderligt partnerskab og sortiment af specialøl - håndbrygget i små partier. 

Bjarke & The Beerbellys er danmarks skøreste orkester inden for jazz / Global Musik genren. Med deres fængende melodier og udfordrende og til tider skæve arrangementer, har de bevist, at kunst ikke altid behøver at være kedelig men sjovt og nede på jorden. Orkestret ledes af Bjarke Nikolajsen, en af landets mest driftige trompetister, komponister og arrangører, som til dagligt spiller alt fra jazz, soul, ska til Big Band og Dansktop. Med sig har han nogle af landets bedste musikere: Aske Drasbæk, Mads Rahbek (saxofoner), Ola Åkerman (basun), André Jensen (sousafon), Jakob Thomhav (banjo) og Casper Mikkelsen (trommer). Det bliver vildt! “Bjarke & The Beerbellys - The Craziest Show On Earth”.

Dette års festivaløl har, som tidligere nævnt, fået sin egen sang med titlen Bright Nights, komponeret af Bjarke & The Beerbellys, som du blandt andet også kan møde på ØlTorvet. Se deres skæve og anderledes sang med musikvideo nederst på siden eller klik her.

God fornøjelse og SKÅL!

Bright Nights (Lyse Nætter) - Bjarke & The Beerbellys (Official Video)